VORES EVENTYR

På råbukjagt i morgendisen

Det er en grå og overskyet morgen. Morgendisen ligger stadig hen over marker og enge, når jeg stille og forsigtigt bevæger mig gennem skoven. Jeg stopper som sædvanlig op ved Fluxfallet og smager på det iskolde vand. Der er noget særligt ved at slukke tørsten direkte fra naturen. Tæt på skovbrynet er der et gammelt stengærde, som jeg ved bliver et godt gemmested. Rådyrene plejer at opholde sig på den anden side af engen. Hvis jeg er stille og forsigtig nok, og hvis vinden kommer fra den rigtige retning, hvilket jeg har regnet ud, at den gør i dag, så er der stort håb om at komme hjem med en buk.

Jeg finder stedet, kryber sammen bag det halvt sammenstyrtede stengærde og spejder ud over engen. Nogle gange går rådyrene ned til det lille vandhul – det er alt for lille til at kaldes for en sø – for at drikke. I dag er der tomt, både på engen og ved vandkanten. Måske er Diana ikke med mig? Men jeg tager det roligt. Tålmodighed er en af jægerens bedste venner. I stedet nyder jeg stilheden og roen. Jeg finder min termoflaske frem og skænker en kop kaffe. Det er bare mig og naturen. Jeg kan høre en spætte hakke intensivt efter insekter. Jeg lader tankerne komme og gå, som de vil. Tænker lidt på gårsdagens arbejde, overvejer, om vi skal renovere badeværelset i år eller vente lidt længere.

Pludselig se jeg noget ud af øjenkrogen. En bevægelse. Kan det være …? Jo, der kommer han. En fin buk, lader det til. Han bevæger sig langsomt og selvsikkert ud på engen. Bliver han der for at græsse, eller går han ned til vandet for at drikke? Jeg løfter geværet, lægger det til kinden og ser gennem kikkertsigtet. Han er et pragteksemplar med et gevir, der bliver en fryd for øjet hjemme i samlingen. Jeg glemmer næsten at trække vejret. Rejser han sig mon op, eller kommer han til at ane uråd? Lige da jeg tænker tanken, løfter han hovedet og vejrer i luften. Pokkers også. Han har fået færten af mig, tænker jeg, men så sænker han hovedet igen og begynder roligt at græsse. Jeg afsikrer og trykker på aftrækkeren. Skuddet sidder perfekt. Midt i måltidet bøjes forbenene, og han lægger sig pænt og roligt. Jeg tager en dyb indånding. Nu venter efterarbejdet, og jeg ved, at det varer yderligere et par timer, inden jeg kan køre hjem til familien.

“Jeg finder stedet, kryber sammen bag det halvt sammenstyrtede stengærde og spejder ud over engen.”